Gå til hovedindhold

Hos os er bevægelse og idræt en naturlig del af skoledagen

På Sødalskolen ønsker vi sunde elever, der trives i vores hverdag og har de bedste forudsætninger for at lære - derfor bliver vi ESAA Kids-skole fra skoleåret 2026-27

Indhold

    Vi har allerede nu fokus på aktiv læring og bevægelse som en naturlig del af skoledagen - både i undervisningen og i pauserne. Vi ved, at bevægelse ikke tager tid fra læring; men giver vore elever bedre læring. Forskningen viser nemlig, at elever lærer mere, når de bruger kroppen aktivt, og at fysisk aktivitet styrker både motorik, selvtillid og social trivsel.

    Når vi begynder med ESAA Kids i august 2026, vil vores elever få:

    • mere bevægelse og aktiv læring i hverdagen
    • mulighed for at udvikle deres motoriske, sociale og kognitive færdigheder
    • styrket motivation, mod og selvtillid gennem idræt og fællesskab

    Det bliver vigtigt for os, at der ikke er fokus på eliteudvikling. I stedet vil vi bruge inspiration og metoder fra idrætsverdenen til at skabe bevægelsesglæde og lyst til læring. Eleverne vil få chancen for at prøve aktiviteter, de normalt ikke møder i idrætsundervisningen. Og måske opdager de noget, de får lyst til at fortsætte med i en forening.

    Hvad er ESAA og ESAA Kids?

    ESAA står for Elite Sports Akademi Aarhus og er et partnerskab mellem lokale klubber, undervisningsinstitutioner, Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund. ESAA har fokus på det hele menneske og arbejder med unges relation til sport og uddannelse.

    ESAA Kids er et idrætstilbud til skoler uden en direkte talent- eller elitevinkel, som sikrer en fagligt stærkt og velfunderet undervisning i idrættens basiselementer. Der er fokus på motivation, bevægelse, samt fysiske og motoriske uddannelse.

    I samarbejdet knytter skolen tættere bånd til de lokale idrætsforeninger, som giver skolen mulighed for at bringe nye og andre kompetencer og faciliteter i spil i undervisningen, mens skolens fokus også ligger på bevægelse, aktiv læring og leg i løbet af hele skoledagen.

    Vi glæder os enormt til samarbejdet med ESAA Kids. Det styrker vores fokus på aktiv læring og bevægelse, og vi ser frem til en skolehverdag, hvor endnu flere børn oplever glæden ved at bruge kroppen. Hvis forløbene samtidig kan inspirere flere til et fællesskab i idrætsforeningerne, så er det en kæmpe gevinst.

    Anne Katrine Nielsen Kusk, Skoleleder på Sødalskolen

    ESAA på skolen

    Inden skoleåret går i gang, har vi med ESAA sammensat et relevant bevægelsesprogram for skoleåret. ESAA sørger for, at idrætsinstruktører med de rette faglige kompetencer kommer ud til os og introducerer de idrætsgrene, de repræsenterer.

    Instruktørerne har fokus på trinvis indlæring og bevægelsesglæde, mens vores lærere får nye kompetencer til at undervise i de forskellige idrætsgrene. Hver enkelt instruktør sammensætter et program, der gør vores lærere i stand til at undervise i idrætten, indtil instruktøren kommer igen.

    På den måde oplever vores elever, at det betyder noget at øve sig, og på den måde bliver de dygtigere i tiden fra de møder instruktøren til, instruktøren kommer igen.

    Læs mere om ESAA Kids

    ESAA Kids skal sikre, at vi har en hverdag med mere bevægelse, bedre læring og øget trivsel.

    Forskning viser, at børn husker bedre, når kroppen er med i undervisningen, og at fysisk aktivitet forbedrer både deres arbejdshukommelse, fokus og mentale sundhed. Vi ønsker en skole, hvor bevægelse er naturlig  og ikke ekstra.

    Vi ser overordnet to målsætninger med initiativet:

    1. Skolen får en styrket profil, med sunde, motiverede og læringsparate elever
    2. Eleverne får bedre læring, motorik, trivsel og bevægelseskompetencer gennem aktiv undervisning

    ESAA Kids giver vores elever mulighed for at prøve mange forskellige idrætsgrene, og ofte er det nogen, de aldrig har stiftet bekendtskab med før. Det kan åbne døren til nye interesser og fællesskaber.

    Idræt og bevægelse skaber desuden sammenhold, nye relationer og forebygger konflikter og mobning.

    Samtidig bliver foreningskulturen, hvor alle kan bidrage med noget forskelligt, en del af skolens DNA - noget der styrker både fællesskab, mod og trivsel.

    Sidst opdateret: 4. december 2025